Guillaume Dufay

Guillaume Dufay
Personlig information
Født	13. august 1397 Beersel, Belgien
Død	27. november 1474 (77 år) Cambrai, Frankrig
Uddannelse og virke
Beskæftigelse	Musikteoretiker, komponist
Fagområde	Musikteori, musik
Kendte værker	Missa Se la face ay pale, Missa L'Homme armé
Genre	Polyfoni, klassisk musik
Bevægelse	Den burgundiske skole
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Guillaume Dufay (født ca. 5. august 1397, død 27. november 1474) var en fransk-flamsk komponist og musikteoretiker fra den tidlige renæssance. Han blev betragtet som Europas førende komponist i sin samtid, og hans musik blev både ofte opført og imiteret.^[1] Dufay var knyttet til den såkaldte burgundiske skole, en tidlig periode i den fransk-nederlandske musiktradition.^[2]

Selvom Dufay er en af de bedst dokumenterede komponister fra den tidlige renæssance, ved man i dag meget lidt om hans barndom og familie. Det antages, at han var uægte søn af en præst. Dufay studerede musik ved katedralen i Cambrai i nutidens Frankrig under vejledning fra Nicolas Malin og Richard Loqueville og arbejdede senere over hele Europa. Fra Cambrai rejste han gennem de italienske byer Rimini, Pesaro og Bologna til Rom, hvor han i 1428 fik ansættelse ved pavens hof. Her skrev han bl.a. motetterne Balsamus et mundra cera (1431), Ecclesiae militantis (ca. 1431) og Supremum est mortalibus (1433). Da Rom i 1430'erne blev ramt af økonomisk og politisk krise, søgte Dufay midlertidig ansættelse hos hertugen af Savoyen.

I 1436 vendte Dufay tilbage til Italien. Samme år komponerede han sit mest berømte værk, den komplekse motet Nuper rosarum flores, skrevet til indvielsen af Filippo Brunelleschis kuppel på domkirken i Firenze. Dufay bosatte sig derefter i Bologna, hvor paven kortvarigt havde sit sæde, og hvor han lærte den magtfulde Este-slægt at kende. Han tjente senere hos hertug Filip den Gode i Cambrai, hvor han muligvis skrev nogle musikteoretiske værker, som nu er gået tabt. Efter kortvarige ophold i både Savoyen og Italien slog Dufay sig permanent ned i Cambrai i 1458. Her skiftede han fokus fra sange og motetter til at komponere engelskinspirerede cykliske messer som Ave regina celorum (ca. 1460), Ecce ancilla Domini (ca. 1460), L'homme armé (ca. 1460) og Se la face ay pale (ca. 1450). I Cambrai komponerede han også et rekviem, som er gået tabt, og han modtog besøg af tidens førende musikere, herunder Antoine Busnois, Loyset Compère, Johannes Tinctoris og især Johannes Ockeghem, som alle blev inspireret af ham.

Dufay regnes af mange for at være den ledende skikkelse i den generation af europæiske musikere, der som de første kunne leve af at komponere musik. Hans karriere gav ham mulighed for at rejse over hele Vesteuropa, hvilket førte til udviklingen af en international stil og et kompositorisk repertoire, der omfatter stort set alle samtidens former for polyfonisk musik.^[1]

1. ^ ^{a b} Planchart, "Du Fay [Dufay; Du Fayt], Guillaume."
2. ^ Pryer og Fallows, "Dufay, Guillaume."